Foto: gravesengraphics
Foto: gravesengraphics
Vores kollegier er for dig som enlig forsørger, der oplever de udfordringer, der kan følge med ved at være enlig forsøger og under uddannelse. I Forælder Fondens kollegier tilbyder vi fællesskab med andre ligestillede enlige forældre under uddannelse, fællesskab for børnene, hyggelige omgivelser og ikke mindst længerevarende rådgivning fra vores socialrådgivere i vores rådgivningsteam. Man får som beboer på vores kollegier støtte og sparring i diverse problemstillinger, som f.eks. partnerbrud, uenighed om forældremyndighed og samvær, økonomisk sårbarhed og ensomhed.
Forælder Fondens forælderkollegie i Valby blev taget i brug i 2018 og er vores nyeste kollegium. Kollegiet er placeret på det gamle Grønttorvet i København, og har 14 lejligheder til rådighed.
Pris:
2-værelses, 78m2, 6255kr. inkl. varme og internet
3-værelses, 86m2, 6835 kr. inkl. varme og internet
Forælder Fondens forælderkollegie på Frederiksberg har 13 lejligheder. Huset har derudover flere fællesområder – blandt andet en dejlig have med naturlegeplads.
De 2-værelses lejligheder er indrettet med eget køkken med komfur, køleskab mm. Der er fælles bad og toilet på gangen.
Lejligheder er ca. 50m2
Når du bor på et af Forælder Fondens kollegier, skal du være motiveret for at indgå i et forpligtende fællesskab med andre enlige forældre. Du skal således have lyst til at bidrage aktiv til fællesskabet ved at deltage i ugentlig rengøring, månedlige husmøder, fællesspisning mm.
Kollegierne tilbyder til gengæld et unikt fællesskab for både dig og dit barn. Fællesskabet forbygger ensomhed i hverdagen og du får mulighed for at få venner for livet. Her er hvad nogen af vores nuværende beboere siger om at bo på vores kollegier:
”Jeg har brugt fællesskabet rigtig meget. Og nået at blive rigtig tæt med mange. Det har været noget af det dejligste, når man lige har puttet sit barn og har brug for at trække vejret. At have nogen at komme ud til!” (Kollegiebeboer, 27 år)
”Det der med andre der står i samme situation og ligesom kan relatere til én, det rart. Man skal ikke ligesom forklare sin livssituation.”
(Kollegiebeboer, 28 år)
”Der er ALTID nogen der er klar til lige at sidde og snakke med én, hvis man bare lige har brug for lukke et eller andet ud. Og børnene løber bare ud og leger…” (Kollegiebeboer, 30 år)
Du skal opfylde følgende krav for at komme i betragtning til en af vores kollegieboliger:
Du kan bo på vores kollegier i højst 5 år, så længe du er under uddannelse.
Dog kan du maksimalt bo på kollegiet i den normerede studietid for den uddannelse, som du er på ved indflytning.
Du kan også kun færdiggøre én uddannelse, mens du bor på et af vores kollegier. Det betyder, at det ikke er alle, som kan bo på vores kollegier i fulde 5 år.
Evt. dispensation fra disse regler skal altid godkendes af Forælder Fonden.
Når du er færdig med din uddannelse, har du pligt til selv at sige din kollegiebolig op, og fraflytning skal ske senest 3 måneder efter endt uddannelse.
Ønsker du at komme i betragtning, så udfyld vores kontaktformular.
Så kontakter vi dig for at vurdere, om du er i målgruppe til at kunne bo på et af vores forælderkollegier.
Er du havnet i en situation, som du ikke selv kan klare eller overskue? Det kan dreje sig om alt fra boligsøgning, udfordringer ved at blive alene med dine børn til oplevelser med vold i hjemmet.
Hos Forælder Fonden sidder vores dygtige rådgivere klar til at yde landsdækkende rådgivning.
Rådgivningen foregår enten telefonisk eller hos Forælder Fonden i vores lokaler på Hejrevej 43 i København.
Har du behov for rådgivning, så udfyld vores kontaktformular via linket til venstre.
”Forælder Fonden har givet min søn og jeg mere end hvad jeg selv havde mulighed for at give os. Vi er styrket i vores relationer og har genfundet mere glæde i vores hverdag. Vi har klar til at komme ud i den store verden med et bredt smil på læberne ”- Vania.
”De mennesker vi har mødt gennem Forælder Fondens Forælderkollegie har betydet rigtig meget for vores udvikling. Jeg har kunne spejle mig i de andre forældre der bor her og ikke føle skam over at være alenemor til to små børn” – Sabrina.
Det betyder Forælder Fonden og deres forælderkollegie for mig
I 2014 stod jeg med et smadret forhold, en lille baby på 2 måneder, et ny-opstartet studie – alt sammen over 300 km væk fra min familie og netværk. Jeg havde veninder, men vi var alle under 25 år og ingen andre havde børn. Ingen andre end mig og det føltes som om ingen andre var alene med så små børn, med sådan et brud i bagagen og uden økonomi til at kunne sikre sig en fast bopæl. Jeg følte det som en social deroute, jeg følte mig stigmatiseret og jeg følte mig udsat – alt sammen ud fra parametre jeg følte jeg ingen indflydelse havde på.
Et hav af flytninger
Efter seks flytninger i min søns første leveår i korte lejemål i fremlejede lejemål, en udlejer der snød mig for et relativt stort depositum så jeg ingen mulighed for depositum havde og et institutionsskift grundet kommuneskifte stødte jeg på Forælder Fonden.
Jeg gik forbi kollegiet på Virginiavej, som på daværende tidspunkt var det eneste kollegie. Én stod og vaskede op i sit vindue imens radioen kørte. Én anden hang vasketøj op imens barnet cyklede rundt om huset igen og igen. To andre sad i en solstråle på fortrappen og drak kaffe. Jeg gav mig ikke til kende, gik blot forbi, men vidst med det samme at der ville jeg bo.
Jeg var så heldig at få tilbudt en lejlighed da min søn var 11 måneder gammel, og flyttede ind samme vinter.
Virginiavej
I huset på Virginiavej mødte jeg mennesker, alle slags mennesker, i samme situation som mig. Og i andre situationer, med andre fædre, andre studier, andre baggrunde. Aldrig har jeg boet så harmonisk med så mange forskellige slags mennesker. Her følte jeg mig stærk i en fælles samhørighed – en samhørighed der gav os alle sammen fornemmelsen af, at det her skulle vi nok klare! Så længe vi kunne deles om maden ved grillen, kigge efter hinandens børn når man handlede og dele opture og nedture på trappen ude foran når ungerne sov, og man havde brug for nogle at dele bekymringer og glæder med.
At alle er i samme båd gør også, at børnene ikke føler sig udenfor – de bor i et hus hvor alle andre også er alene med en forælder og enten ser den anden forælder i deleordning eller kun bor hos én forældre. Min søn kom vantro hjem en dag fra børnehaven og sagde: ‘Pelles forældre bor sammen!’. Det var helt galimatias for ham, at verden også kunne se sådan ud.
Huset på Virginiavej går man ikke fra som da man kom – man går derfra stærkere, mere rummelig og taknemmelig.
– Sidsel Juul Carlsen