Foto: Pamelakopenhagen

Bliv fonds- eller virksomhedspartner

I samarbejde med din fond, virksomhed eller organisation kan vi i Forælder Fonden hjælpe endnu flere udsatte enlige forældre, som har brug for hjælp til at komme på rette kurs igen.

Hjælp på flere forskellige områder

Økonomisk støtte til at yde rådgivning

Samarbejde omkring møbler og andet inventar til vores kollegieboliger og førstehjælpslejligheder

Bidrag til arrangementer, sommerferieudflugter og andre aktiviteter for vores beboere

Donationer

Støt os

I Forælder Fonden arbejder vi ud fra et princip om empowerment – hjælp til selvhjælp.

Forælder Fonden støtter forældre, der bliver alene med deres børn. Vores mål er at styrke enlige forældres vej til bolig, uddannelse og netværk. Vi arbejder helhedsorienteret og tilbyder hjælp inden for midlertidige boliger, rådgivning, frivillig social støtte og familiekollegier for enlige forsørgere under uddannelse.

Sårbarheden må ikke undervurderes

At være alene med børn er ikke i sig selv ensbetydende med at være dårligt stillet, men enlige forældres sårbarhed må ikke undervurderes. Uden den rette hjælp risikerer de at havne i en udsat position. Det er denne hjælp, som ydes i Forælder Fonden, og som vi håber, at I vil støtte.

Kontakt os

Fonde

Læs mere:

Familier med enlige forældre råder ikke over samme ressourcer

fonden

Foto: Pamelakopenhagen

Familier med enlige forældre råder ikke over samme ressourcer som familier i husstande med to voksne. Familierne er mere udsatte i forbindelse med belastning og livskriser.

De er særligt sårbare, når de står overfor boligmangel, sygdom, økonomiske vanskeligheder, manglende netværk eller har problemstillinger som f.eks. vold eller misbrug med i bagagen.

Målgruppen for Forælder Fondens førstehjælpslejligheder, rådgivning og frivillige sociale indsats kendetegnes oftest ved at de, udover at være enlige forsørgere:

  1. befinder sig i boligløshed eller i en på anden vis ustabil eller utryg boligsituation
  2. står midt i bruddet/skilsmissen og/eller er præget af negative virkninger fra et brud
  3. har en dårlig økonomi
  4. mangler tilknytning til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet
  5. oplever mistrivsel – både hos børn og forældre
  6. har et spinkelt eller ikke eksisterende socialt netværk

Aleneforældre og sårbarhed

At være alene med børn bærer i sig selv en sårbarhed. Man er sårbar, når man ikke kan forfølge den karriere eller den uddannelse, man ellers drømte om – og kunne have gennemført.

Man er sårbar, når man ikke har råd til eller mulighed for at transportere sine børn til fritidsaktiviteter. Når man ikke har råd til at skaffe dem det fine nye tøj, som andre børn har, eller holde fødselsdagsfest for dem. Når bedsteforældrene ikke bor i nærheden, ikke har tid – eller ikke findes.

Sårbar i voksenlivet

Man bliver sårbar i sit voksenliv og i risiko for alvorlig ensomhed, når man ikke har mulighed for at deltage i sociale aktiviteter sammen med andre voksne.

Man er sårbar, når man lever midt i en samværskonflikt, der fylder meget for én som forælder. Der gør, at man sover dårligt og er bange. Når man samtidig skal rumme børnenes reaktion på en konflikt, som man – hvor gerne man end ville – ikke kan skjule for børnene.

Aleneforældre, udsathed og hjemløshed

En del af de aleneforældre, som kontakter Forælder Fonden, henvender sig fordi de står uden bolig. De befinder sig i eller på kanten af hjemløshed. At stå uden bolig rammer både forældre og børn hårdt. Det kan kompliceres yderligere af dårlig økonomi, helbredsproblemer eller manglende socialt netværk, uddannelse eller job.

Hjemløshed

Tal fra VIVEs undersøgelse af hjemløshed i Danmark fra 2019 belyser hjemløshed blandt unge og kvinder. Men kun meget lidt om problemet blandt enlige forældre med børn. Det mest foruroligende er, efter vores mening, det mørketal, der ligger i den usynlige hjemløshed.  Den hjemløshed, hvor man ikke har egen bolig og f.eks. bor på venners og bekendtes sofaer.

Store konsekvenser

Det kan have store konsekvenser for enlige forældre og deres børn, hvis de i kortere eller længere perioder befinder sig i en hjemløshed. De familier vi møder bor ofte hos familie, venner og bekendte – på sofaer, i kældre, i sommerhuse eller campingvogne. Andre bor i for dyre, usikre eller uhensigtsmæssige fremlejemål. Hertil kommer at boligmarkedet, særligt i København, er ekstremt presset. Det kan være særdeles vanskeligt og ressourcekrævende at finde en lejebolig, der er til at betale for en enlig forælder.

Udsatte enlige forældre

Enlige forældre, der er udsat både socialt, økonomisk og følelsesmæssigt, risikerer at havne i en situation, hvor de ikke formår at skaffe og beholde en varig bolig. Det kan være, at det er muligt at finde en bolig langt fra de større byer. Men for mange vil en eventuel flytning til et landdistrikt betyde, at børnene hives op med roden og flyttes fra skole, institution, fritidsinstitution og venner. Netop de faktorer, der fungerer godt i børnenes liv. Faktorer der hidtil har skabt stabilitet. For forældrene betyder det, at der bliver langt til job og uddannelse. Samt at det netværk, der måske kunne støtte, ikke er der mere. At flytte langt væk kan dermed have en enorm social slagside for disse familier. For andre familier betyder det, at skulle flytte langt væk, at familien bliver revet endnu mere over. Hvis samværsforælderen bliver boligløs, og finder en bolig langt væk fra hvor børnene går i skole, kan det betyde, at børnene ikke længere kan have en optimal samværsordning, men i stedet kun kan se den ene forælder sporadisk.

Brud grundet vold

En stor del af vores boligløse forældre har brudt med deres tidligere partner pga. fysisk eller psykisk vold, misbrug eller voldsomme konflikter, der er gået ud over børnene. De har brudt med partneren for at beskytte sig selv og børnene. Andre er pludselig blevet forladt og mange står med ubearbejdede traumer. Både efter bruddet, men også efter i flere år at have befundet sig i et dysfunktionelt forhold. Oven i denne sårbarhed skal forælder og børn nu flytte rundt og sove hos venner og familie. Det tærer meget på deres relationer og netværk. De mister venner og familie og bliver stadig mere alene. Ofte er de også nødsaget til at låne penge af netværket til hverdagens fornødenheder som mad, hygiejneartikler og tøj, samt opmagasinering af møbler m.m. Planlægning af en økonomisk forsvarlig hverdag bliver umuliggjort af de konstante flytninger og manglende evne til at tilbagebetale private lån, der skaber endnu flere problemer i relationerne. Vi ser ofte, at forældrene tager kviklån og køber på afbetaling i denne periode. Det gør, at de kun har råd til en meget lav husleje, hvis de endelig skulle finde en bolig.

Boligløshed

Boligløsheden får hurtigt konsekvenser for forældrenes uddannelses- eller beskæftigelsessituation. Det er svært at følge en fast rutine med mødetider, når man sover midlertidigt rundt omkring og af og til meget langt fra job eller uddannelse. Vi ser, at forældrene mister deres job eller dropper ud af studiet, når de har været uden bolig et stykke tid. Forældrenes manglende overskud i hverdagen og familiens hjemløshed har betydning for den omsorg og de øvrige vilkår, de kan tilbyde deres børn. Risikoen for negative sociale konsekvenser er indlysende.

Derfor er vores arbejde hos Forælder Fonden så afgørende for, at disse enlige forældre og deres børn kan finde fodfæste og komme tilbage til et mere normalt liv, hvor der er ro og balance i hverdagen.

@foraelder_fonden

© 2020 Forælder fonden
Støt